1 For Zions Skyld vil jeg ej tie, for Jerusalems skyld ej hvile, før dets Ret rinder op som Lys, som en luende Fakkel dets Frelse. 2 Din Ret skal Folkene skue og alle Konger din Ære. Et nyt Navn giver man dig, som HERRENS Mund skal nævne. 3 Og du bliver en dejlig Krone i HERRENS Hånd, et kongeligt Hovedbind i Hånden på din Gud. 4 Du kaldes ej mer “den forladte”, dit Land “den ensomme”; nej, “Velbehag” kaldes du selv, og dit Land kaldes “Hustru”. Thi HERREN har Velbehag i dig, dit Land skal ægtes. 5 Som Ynglingen ægter en Jomfru, så din Bygmester dig, som Brudgom glædes ved Brud, så din Gud ved dig. 6 Jeg sætter Vægtere på dine Mure, Jerusalem; ingen Sinde Dag eller Nat skal de tie. I, som minder HERREN, und jer ej Ro 7 og lad ham ikke i Ro, før han bygger Jerusalem, før han får gjort Jerusalem til Pris på Jorden. 8 HERREN svor ved sin højre, sin vældige Arm: Jeg giver ej mer dine Fjender dit Korn til Føde; Mosten, du sled for, skal Udlandets Sønner ej drikke; 9 nej, de, der høster, skal spise prisende HERREN; de, der sanker, skal drikke i min hellige Forgård. 10 Drag ud gennem Portene, drag ud, ban Folket Vej, byg Vej, byg Vej, sank alle Stenene af, rejs Banner over Folkeslagene! 11 Se, HERREN lader det høres til Jordens Ende: Sig til Zions Datter: “Se, din Frelse kommer, se, hans Løn* er med ham, hans Vinding foran ham!” { [*se til Es. 40, 10. Zak. 9, 9.] } 12 De skal kaldes: det hellige Folk, HERRENS genløste, og du: den søgte, en By, som ej er forladt.