16
1 Så tog Job til Orde og svarede:
2 “Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!
3 Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?
4 Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,
5 styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!
6 Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?
7 Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;
8 at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.
9 Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,
10 de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;
11 Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.
12 Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,
13 hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;
14 Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.
15 Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvet;
16 mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,
17 skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!
18 Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!
19 Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;
20 gid min Ven* lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud, { [*dvs. Gud.] }
21 at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!
22 Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.