1 En Maskil* af David, da han var i Hulen. En Bøn. { [*se til Sl. 32, 1.] } 2 Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN, 3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. 4 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. 5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. 6 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! 7 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; 8 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på, at du tager dig af mig.