1 Ve Zions sorgløse mænd og de trygge på Samarias bjerg, I ædle blandt førstegrødefolket, hvem Israels Hus søger til; 2 (drag over til Kalne og se, derfra over til det store Hamat og ned til Filisternes Gat: Er de bedre end disse Riger, deres Område større end eders?) 3 I, som afviser Ulykkesdagen og bringer Urettens Sæde nær. 4 De ligger på Elfenbenslejer, henslængt på deres Bænke; af Hjorden æder de Lam og Kalve fra Fedesti; 5 de kvidrer til Harpeklang og opfinder Strengeleg som David; 6 de drikker Vinen af Kander og salver sig med ypperste Olie, men sørger ej over Josefs Skade. 7 Derfor skal de nu føres bort forrest i landflygtiges Flok. Dagdrivernes Skrål får Ende, lyder det fra HERREN, Hærskarers Gud. 8 Den Herre HERREN svor ved sig selv: Afsky har jeg for Jakobs Hovmod, hans Borge vækker mit Had; jeg prisgiver Byen og dens fylde. 9 Og er der end hele ti Mænd i ét Hus - de skal dog dø. 10 Og levnes der én, så trækkes han frem af sin Slægtning og den, som røger*, når Ligene hentes af Huse. Og han siger til ham inderst i Huset: “Er der flere hos dig?” Hin svarer: “Ingen!” Da siger han: “Tys!” Thi HERRENS Navn tør de ikke nævne. { [*for at jage Liglugten bort.] } 11 Thi HERREN, se, han byder og slår det store Hus i Stykker, det lille Hus i Splinter. 12 Løber mon Heste på Klipper, pløjes mon Havet med Okser? Men I vender Retten til Gift og Retfærds Frugt til Malurt; 13 I glæder jer over Lodebar* og siger: “Mon ikke det var ved vor Styrke, vi tog Karnajim**?” { [*på hebr. omtrent enslydende med “Ingenting”. 2 Sam. 9, 4.] / [**på hebr. Ordspil med “Horn”, Billede på Styrke. 1 Makk. 5, 43. Lodebar og Karnajim er Navne på Byer i Gilead, tilbageerobrede under Krigen (2 Kong. 14, 25).] } 14 Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus, lyder det fra HERREN, Hærskarers Gud; Trængsel bringer det eder fra Egnen ved Hamat til Arababækken.